Event
Jacob Dinesen – UDSOLGT !
Ståpladser
Dørene Åbner kl. 19.00
JACOB DINESEN I ARENA AABENRAA
JACOB DINESEN RÅDER BOD PÅ UDSOLGTE SHOWS OG ANNONCERER TO HELT SÆRLIGE EKSTRAKONCERTER I AABENRAA OG KØBENHAVN
Trods mere end 100 koncerter landet over, er mange fans gået forgæves til Jacob Dinesens koncerter. Derfor inviterer den sønderjyske rockmusiker nu publikum til to helt særlige koncerter – én i hjemegnen Sønderjylland og én i hovedstaden. Koncerterne er de to eneste i foråret og finder sted i Arena Aabenraa 27. april og i Forum, København 28. april.
Det seneste halvandet år har den kun 21-årige Jacob Dinesen fra Tønder arbejdet ihærdigt for at følge med den voksende efterspørgsel i kølvandet på udgivelsen af albummet ‘Brace Against The Storm’. Albummet gik direkte ind som nummer 1 på albumhitlisten, og Dinesen fik overrakt en guldplade for over 10.000 solgte eksemplarer umiddelbart efter udgivelsen – lige pt er han blot et mulehår fra at få overrakt en platinplade.
Især med nummeret ‘Roll With Me’, der i flere uger var P4’s mest spillede nummer, har den unge sønderjyde modtaget roser for sit solide sangskriverhåndværk, store stemme og sønderjyske sind. Ikke mindst har Jacob Dinesens voksende fanskare bragt den unge charmerende sangskriver på landevejen med mere end 100 koncerter i hele landet, allesammen udsolgte, med en god portion festivaljobs samt en udsolgt efterårsturné.
Fans i alle aldre har forgæves forsøgt at få fat i billetter til flere af Jacob Dinesens koncerter, og derfor ønsker den roste musiker sig nu at samle sit publikum under ét og samme tag til to helt særlige arrangementer i hver sin landsdel – både, så ingen (forhåbenligt) skal gå forgæves til hans koncerter, samt for at genskabe og samle alt det bedste fra de mange fantastiske oplevelser, Jacob Dinesen har delt med publikum på sine turnéer rundt om i Danmark.
Med disse to helt særlige koncerter vil Jacob Dinesen skabe to unikke aftener til ære for publikum. Koncerterne fejrer en forrygende periode for Jacob Dinesen og vil forhåbentlig blive et brag af et startskud på det næste kapitel for den unge sønderjyde sammen med det trofaste publikum, der har været med ham hele vejen.
I en ung alder tabte Jacob Dinesen sit hjerte til musik inden for genrerne roots og americana, som han havde oplevet som lille på den legendariske Tønder Festival. Jacob Dinesen startede med at spille musik for 9 år siden, da han fik sin første guitar i julegave, og siden da er det gået stærkt for den unge sangskriver. Som 16-årig begyndte Jacob Dinesen at spille live, da han blev inviteret til at spille til en række koncerter og festivaler. Hurtigt blev sangskriveren bemærket for sin store tilstedeværelse på scenen, der rakte langt ud over scenekanten og ind i hjertet på publikum. I 2012 modtog Jacob Dinesen Peter Schmidts legat og blev sendt til musikkens by, Austin, Texas, for at skrive sange. Med tiden samlede Jacob Dinesen modet til at udgive sin musik, og det blev til debutalbummet ‘Count The Ways’ fra 2015 og opfølgeren ‘Brace Against The Storm’ fra 2016. Både publikum, koncertarrangører og radioer har været en stor støtte for Jacob Dinesen, og blandt andre Alex Nyborg Madsen fra P4 har kaldt den ydmyge sønderjyde for “et af de største talenter, jeg har hørt i Danmark i en hel del år”.