fbpx

Event

Mike Andersen – solo
02
Jun
2021

Mike Andersen – solo

Mike Andersen – SOLO

Alene og milevidt omkring

En stærk vokal, en akustisk guitar og en fod i størrelse 47!
Det er de få elementer, der udgør Mike Andersens solokoncept. Et koncept, der er så godt, at det i 2020 blev belønnet med en DMA-award. En statuette som Mike nu har to af. Om sin anden DMA- statuette i karrieren – denne for selve LIVE performancen – sagde Mike Andersen:
”Anerkendelsen er fed, fordi det er så anderledes et akustisk projekt, jeg har turneret med. Det med at tage ud alene, har jeg aldrig gjort før, så på den måde er prisen en anerkendelse af, at det virker”.

DMA fagjuryens begrundelse lyder bl.a.:
”Ingen tvivl om, at Mike Andersen er et af Danmarks stærkeste kort på bluesscenen”… ”Cadeau for at turde springe ud som solo-artist og storyteller”… ”Mike Andersen formår at fastholde publikums opmærksomhed i et nøgent arrangement, hvor han sidder alene med sin guitar, med lidt støvletramp og en soulstemme, der står skarpt”. Mike har masser af gode historier og gode sange i sin guitarkasse.

Mike Andersen mestrer soloformatet til perfektion og med hans vokale rækkevidde mærker vi at ”less is more”.

———————————————————————————————————

Der er også skåret ind til benet – til knoglemarven – på Mike Andersens første soloalbum ”One Million Miles” (2019). ”Albummet har et meget råt og simpelt udtryk. Det er optaget live i studiet, helt uden overdubs og edits, og er derfor langt mere råt, upoleret og nøgent end noget jeg tidligere har lavet”, fortæller Mike Andersen.

Mike Andersen har i alt udgivet syv album med band og spillet et utal af livekoncerter. En million mil på landevejen, er det nok næppe blevet til, men det er tæt på. Mike Andersen og hans band har nemlig gennem de sidste 20 år kørt landevejene i Danmark og resten af Europa tynde. Og der er stadig mange flere kilometer i dem.

Men nu møder Mike Andersen altså også sit publikum helt alene.

”Jeg har altid stræbt efter at lave sange som kan holde til at blive fremført af bare mig selv og en guitar. Alligevel har jeg aldrig før turde udgive eller spille dem live på den måde. Men har jeg gjort nu”, siger Mike Andersen.

At turde stå alene

Mike Andersen begyndte at spille guitar og synge, da han var ganske ung. Der skulle år på bagen, en vis portion mod og ro til før han turde kaste sig ud i at stå alene på scenen – og på en plade. Og så selvfølgelig udvikling, både som mand og musiker.

”Én af de ting jeg har fået ud af at blive ældre er, at jeg har fået taget toppen af den indre uro og ængstelighed. Derfor er jeg hellere ikke længere så bange for at søge ind i det rum, hvor man kan høre al larmen, fordi der ikke er noget til at overdøve den. Faktisk er jeg efterhånden blevet helt vild med det rum af intensitet som jeg oplever, når jeg er alene med publikum”, forklarer Mike. Han har dog på ingen måder planer om at droppe sit band.

”Jeg ELSKER stadig at stå med mit band, og er vild med den energi og power, der er at hente der”, siger Mike Andersen, der samtidig også ser frem til flere soloturneer!

Dørene åbner kl. 19.00
Koncerten begynder kl. 20.00
Billetpris: 220 kr (inkl. gebyr)
Studiepris: 120 kr (inkl. gebyr)